I Naturbørnehaven Kronens Mark har vi madordning, som forældrerådet har været med til at vedtage. Vi følger Thisted kommunes kostpolitik med en sund og varieret kost.
Vi tilbyder morgenmad fra kl.06.15 - kl.07.15. Der serveres bl.a. havregryn, boller og rugbrød. Formiddagsmaden serveres ved 9 tiden, som er klapsammenmad. Om fredagen er der rundstykker. Til frokost serveres der sunde og varierede retter, alt fra rugbrød, til varm mad.
Vi laver rigtig gerne bålmad sammen med børnene, hvor børnene bliver en del af aktiviteten. De er med til at skrælle, snitte, pille, rive og røre i dejen. De afprøver, øver og opnår mestringskompetence, der bidrager til selvværdet. Når børnene inddrages i madlavning, får de indsigt i, hvordan maden bliver tilberedt, og hvad der er i den. Det er med til at give dem indsigt i sammenhængen i maden fra jord til bord. Vi har køkkenhaven, hvor børnene sammen med de voksne dyrker grøntsager, som vi senere høster og bruger i vores madlavning.
Når børnene får alsidige oplevelser og erfaringer, fremmer det deres selvhjulpenhed, madmod og madglæde. Det har ofte en meget positiv effekt på børnenes nysgerrighed og lysten til at smage noget nyt. Ved at vi inddrager børnene i madlavning anvender vi bevidst sproget i forbindelse med tilberedning, spisning og oprydning. Børnene bliver i stand til at udtrykke sig nuanceret om mad, råvarer og tilberedning af mad og måltider.
Vi får meget ros af forældrene mht. at deres bør ofte får smagt mange nye ting i børnehaven, som de ikke altid har mod på derhjemme. Når børn spiser den samme ret sammen, giver det ofte et helt andet madmod.