I Kronens Mark arbejder vi ud fra Thisted Kommunes børnesyn: "Børn gør det godt, når de kan".
Det betyder, at vi møder hvert enkelt barn med forståelse, tålmodighed og respekt for, at børn altid forsøger at gøre deres bedste - også når det er svært! Vores opgave som voksne er at skabe de rette betingelser, relationer og rammer, så børnene får mulighed for at lykkes.
I naturens frie og sanselige rum får børnene plads til at udfolde sig, eksperimentere, mærke sig selv og finde deres veje i fællesskabet. Vi tror på, at trygge relationer og oplevelsen af at blive set og forstået er afgørende for børns trivsel og udvikling - og naturen er en unik ramme for netop det. Vi arbejder med en anerkendende tilgang, hvor vi ser bag om børns adfærd og er nysgerrige på, hvad de har brug for. For at behandle alle børn ens, behandler vi dem forskelligt. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i det enkelte barns forudsætninger, behov og styrker. Nogle børn har brug for struktur og tydelighed, andre for frihed og plads - og det er vores opgave at skabe rammer, hvor hvert barn får mulighed for at trives og udvikle sig i sit eget tempo.
Søren Hertz peger på, at vi skal være nysgerrige på, hvad barnets forsøger at vise os gennem sin adfærd. Det handler ikke om at finde ud af, hvad der er galt med barnet, men om at spørge :"Hvad er det, barnet forsøger at lykkes med?".
Med afsæt i Thisted Kommunes børnesyn skaber vi en hverdag, hvor børn bliver mødt som dem, de er - og hvor de får støtte til at blive dem, de gerne vil være